Danmark skal tage ansvar og handle nu for at nedbringe vores klimaaftryk, mindske CO2-udslippet og beskytte vores natur som en aktiv løsning i klimakampen.
Danskernes klimaaftryk er blandt de højeste i verden, og klimaforandringerne medfører store konsekvenser som mere ekstremt vejr, ødelagte økosystemer, mangel på fødevare og vand samt alvorlige økonomiske tab.
Hvis temperaturstigningerne overskrider 1,5 grader, vil det få uoverskuelige konsekvenser, som ikke kan rettes op igen. Og det vil ske i hele verden, også i Danmark.
Ambitiøs omstilling og mindre forbrug
Danmark skal arbejde målrettet mod at opfylde Parisaftalen og sikre de nødvendige CO2-reduktioner. Det kræver en ambitiøs omstilling af energisektoren, landbruget og transportsektoren. Samtidig skal vi investere i naturen som en nøglefaktor til at binde CO2.
Derudover skal danskerne, virksomheder og det offentlige mindske vores forbrug. Lige nu overforbruger vi naturressourcer i en grad, så det overstiger de planetære grænser. Og fordi mange produkter bliver produceret i udlandet, tæller det ikke med i vores nationale klimaregnskab.
Hvad gør DN?
Ifølge regeringsprogrammet skal Danmark være CO2-neutralt senest i 2045.
Danmarks Naturfredningsforening arbejder for at påvirke de politiske beslutninger, så Danmark kan nå sine klimamål. Vi presser på for at få landbruget og transportsektoren med i omstillingen, samtidig med at vi fremmer bæredygtige løsninger som naturbaserede tiltag; fx at tage lavbundsjorde ud af produktion og plante mere skov.
DN arbejder også på at få reduceret Danmarks forbrugsbaserede udledninger bl.a. ved at få vedtaget et reduktionsmål.
Det gode grønne liv
Drømmer du om en grønnere livsstil - uden at gå på kompromis med livskvaliteten? DN guider dig
DN's mærkesager ift. klima
Danmarks Naturfredningsforening arbejder for et klima i balance. Det gør vi særligt med fokus på tre områder