Kartofler bliver sprøjtet 18 gange om året

Gå til indhold

Kartoflen er den markafgrøde, der bliver sprøjtet flest gange om året. Du kan derfor gøre en stor forskel for miljøet og dig selv ved at købe økologiske kartofler.

Du stanger en kartoffel og dypper den i sovsen - men du tænker sikkert ikke over, at du skal til at sætte tænderne i den allermest sprøjtede markafgrøde.

På bare et år bliver ikke-økologiske kartoffelmarker sprøjtet 17,9 gange med normal dosis pesticider. Det viser tal fra Miljøstyrelsens seneste opgørelse over forbruget af pesticider i Danmark.

Lad kartofler indgå i dine måltider flere gange om ugen. Ca. 100 g kartofler om dagen er tilpas, når du spiser planterigt og varieret. Kartofler giver god mæthed for få kalorier. Sådan lyder anbefalingen i Fødevarestyrelsens Kostråd.
Todo

Så når du står i supermarkedet og skal købe kartofler, kan du gøre en stor forskel ved at lægge de økologiske i kurven.

- Du undgår at få pesticider med hjem. Og fordi det er en afgrøde, der bliver sprøjtet så meget, gør du også miljøet en stor tjeneste ved at købe økologiske kartofler, siger Rikke Lundsgaard, der er landbrugspolitisk seniorrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening.

En tidligere opgørelse fra Danmarks Naturfredningsforening viser, at kartofler er en af de ni fødevarer, som bidrager mest til de pesticider, som vi får ind gennem maden.

Derfor er kartofler de mest sprøjtede

Ifølge Rikke Lundsgaard er der flere årsager til, at kartofler bliver sprøjtet så ofte.

Kartoflerne ligger i lange rækker på en relativt åben mark, så ukrudtet kan spire op i mellem dem.

Kartofler er sarte overfor svampeangreb, særligt skimmelsvampe. Konventionelle kartofler bliver sprøjtet mange gange i løbet af deres vækstsæson, fordi den er lang, og fordi deres særligt komplekse genetik gør det sværere at fremavle resistens, end for de fleste andre afgrøder.

Derudover skaber kartoflernes toppe et varmt og fugtigt mikroklima, der skaber endnu mere favorable vilkår for skimmelsvamp. Med klimaforandringerne er der kommet varmere og fugtigere somre, som giver endnu bedre vækstvilkår for skimmelsvampe. 

Som en sidste pointe forklarer Rikke Lundsgaard, at landmændene er mere omhyggelige med at sprøjte kartofler, fordi det er en afgrøde, som de tjener mange penge på sammenlignet med andre afgrøder.