1. Æbler
Æblet er den fødevare, der bidrager mest til danskernes indtag af rester af pesticider. Hele 18 procent af de pesticider, vi får ind med maden, kommer fra æbler. Det skyldes, at æbler er en af de fødevarer, som vi danskere spiser flest af. Derudover indeholder ikke-økologiske æbler ofte rester af pesticider, og vi spiser dem generelt med skræl på.
I 2023 indeholdt 55 procent af de danske æbler rester af pesticider. Det samme gjaldt for 88 procent af de udenlandske.
2. Salat
Salat er kilde til 12 procent af de rester af pesticider, danskerne får ind med maden. Dermed er genvejen til mindre pesticider i maden også at skifte konventionelle salater ud med økologisk salat.
57 procent af dansk salat indeholdt i 2023 rester af pesticider, mens det gjaldt for 80 procent af den udenlandske salat.
3. Tomater
Tomater står også for en stor del af de rester af pesticider, vi indtager med maden. Den røde sag er kilde til 7 procent af det.
I 2023 indeholdt 0 procent af de danske tomater rester af pesticider, mens det gjaldt for hele 76 procent af de udenlandske ikke-økologiske tomater.
4. Hvedemel
Hvedemel er kilde til seks procent af de rester af pesticider, vi indtager med maden. Da vi danskere er glade for at bage, udgør ikke-økologisk hvedemel en stor del af vores indtag af pesticider.
Der blev i 2023 fundet rester af pesticider i 43 procent af det danske ikke-økologiske hvedemel. Der blev ikke fundet pesticidrester i undersøgelserne af udenlandsk hvedemel.
5. Kartofler
Otte procent af de pesticidrester, vi indtager med maden, kommer fra kartofler. Og den er en stigende kilde til rester af pesticider i kroppen, da den i tidligere undersøgelser kun bidrog med tre procent.
Ifølge myndighedernes prøver fra 2023 var der rester af pesticider i 10 procent af de danske ikke-økologiske kartofler, mens det gjaldt 75 procent af de udenlandske.
6. Agurker
Agurker er kilde til fem procent af de rester af pesticider, vi indtager med maden. Dermed er det en god ide at skifte agurkestængerne i madpakken ud med de økologiske af slagsen.
I 2023 var der rester af pesticider i 6 procent af de ikke-økologiske danske agurker. Det gjaldt 82 procent af udenlandske.
7. Pærer
Pærer er kilde til tre procent af de rester af pesticider, vi indtager med maden.
I 2023 fandt man, at der var rester af pesticider i 42 procent af de danske pærer, mens der blev fundet rester af gift i hele 86 procent af de udenlandske pærer.
8. Vindruer
Vindruer er kilde til fire procent af de rester af pesticider, vi indtager via maden.
I 2023 tog de danske myndigheder kun prøver af udenlandske vindruer. Men der var til gengæld rester af pesticider i næsten alle sammen: Hele 98 procent.