2.Hvidbrystet jordbi
Den hvidbrystede jordbi er en lille bi på godt en centimeter. Den er én af mange hundrede arter af vilde bier, der findes i Danmark.
Der er fundet 292 arter af bier i Danmark, og de fleste af dem er enlige, dvs. uden en koloni, hvor bierne samler honning og har en dronning. Disse bier er afhængige af særlige forhold til deres reder, og selvom man nogle gange kan opleve, at de lægger deres reder ret tæt på hinanden, skal man ikke frygte dem af den grund: De stikker yderst sjældent, hvis de overhovedet kan.
Hunnen lægger efter parring sine æg i bar, sandet og solbeskinnet jord i gange, den graver op til 60 cm dybe med 1-2 sidegange, som hver ender i cirka 10 redeceller. I hver celle lægges ét æg på en ’madpakke’ bestående af nektar og pollen, og hver celle forsegles. Når parring og redebygning er overstået, dør hanner og hunner. Æggene udvikler sig i cellerne til larver, der forpupper sig, og så kommer der voksne bier frem næste år i marts.
Sørger du for bar, solbeskinnet jord i haven, kan du skabe de rigtige forhold for jordbierne.
3 tips til at hjælpe insekterne i din have
Så nektarrige planter ud som musevikke, merian og almindelig knopurt.
Lad brændenælderne gro i et hjørne af din have, så sommerfuglelarverne har et sted at bo. Brændenælder er en favorit for flere arter af sommerfuglelarver.
Lav gode steder, der kan fungere som ly, når det er koldt og regner. Bihoteller, kvasbunker, brændestabler med flere giver gode gemmesteder