Forskere fra DTU Aqua registrerede 100 gange så mange torsk efter udlægning af nye stenrev på Bredgrund ved Sønderborg. Beskyttelse og genopretning af levesteder bør være med i den kommende havplan.
I flere danske farvande er fiskebestande såsom sild og torsk gået drastisk tilbage i antal. I Østersøen er der eksempelvis sket et fald i bestanden af sild og torsk på hhv. 80 og 85 procent over de seneste 30-40 år.
Der er flere forklaringer på, at fiskene går tilbage: Forurening, iltsvind, klimaforandringer, overfiskeri samt ødelagte levesteder såsom stenrev og tangskov, der er blevet ofret bl.a. på grund af stenfiskeri, råstofindvinding og sandsugning.
- Genetablering af stenrev og beskyttelsen af eksisterende rev er nøgleingredienser, hvis vi skal vende naturens tilbagegang i havet. Vi ved, at fiskene kommer tilbage, når vi genskaber levestederne, siger havpolitisk seniorrådgiver Cathrine Pedersen Schirmer fra Danmarks Naturfredningsforening.
At stenrev skaber liv, har vi set flere gange herhjemme i forbindelse med etableringen af nye rev. Tidligere med etableringen af Blue Reef i Kattegat og senest med etableringen af nye stenrev på Bredgrund ved Sønderborg.
Stenrev gav 100 gange flere torsk
I 2016, da der endnu ikke var etableret stenrev på Bredgrund, undersøgte forskerne forekomsten af torsk. I 2017 blev de nye stenrev etableret, og da forskerne vendte tilbage for at måle på torskene året efter i 2018, var der nu 100 gange flere torsk end ved målingen på den bare havbund i 2016.
Det viser en undersøgelse fra DTU af de nye rev, der er finansieret af VELUX Fonden.
- Stenrev er desværre blevet en mangelvare. Det betyder, at vigtige arter, som f.eks. torsk, har færre steder at gemme sig for rovdyr som skarv og sæler. Det er derfor, at vi beskæftiger os med at skabe nye levesteder, siger Jon Christian Svendsen, der er seniorforsker ved DTU Aqua.
Tidligere er der bl.a. blevet hentet massive mængder sten op fra de kystnære havområder for at bruge dem i byggeriet af bl.a. havnemoler.
Fra 1900 til 1999 blev der ifølge DTU således fjernet et areal af stenrev svarende til hele Fanø. Det er altså 55 kvadratkilometer gode, sunde levesteder for fisk, krabber, hummer og fødesøgende havpattedyr, der ødelægges.
Siden 2009 har det været forbudt at fjerne sten fra havet. Nu handler det omvendt om at få revene genetableret for at understøtte dyre- og plantelivet i havet.