FLOR er Danmarks Naturfredningsforenings fællesskab for unge, der vil gøre en forskel for naturen.
Vi står midt i en klimakrise og en biodiversitetskrise, der truer grundlaget for liv på jorden.
Men de økologiske kriser skader ikke kun vores planet, de er også med til at skabe mistrivsel blandt især unge. Mange unge savner muligheder for at gøre noget, der rækker ud over individuelle livsstilsændringer. Og de savner et fællesskab, der rummer både bekymringen for - og glæden ved - naturen.
Derfor har vi skabt FLOR – en ungdomsbevægelse for mere vild natur og biodiversitet.
FLOR har rødder i Danmarks Naturfredningsforening, som ligeledes består af lokale frivillige fællesskaber, der deler bekymringen for og kærlighed til naturen.
I FLOR tror vi på, at vi kan gøre en forskel. Sammen handler vi på krisen på mange forskellige måder, som alle er nødvendige for at rykke på en grøn fremtid:
Vi arrangerer naturoplevelser og events rundt i landet, hvor vi lærer om, nyder og er sammen i naturen
Vi oplyser om natur- og biodiversitetens kriser og løsninger – både gennem oplæg, kampagner, film og kunstprojekter
Vi giver mere plads til den vilde natur – helt konkret! Fx gennem høslæt og ålegræsudplantning
Vi laver politiske kampagner og arbejde, som har til formål at skabe forandringer på et strukturelt plan.
Sådan bliver du en del af fællesskabet
Du kan blive en del af FLOR-bevægelsen på flere forskellige måder.
Du kan engagere dig som frivillig i et af vores lokale fællesskaber i enten Aalborg, Aarhus, København eller Odense. Eller du kan starte med at deltage i et af vores events. Det vigtigste er, at du har lyst til at engagere dig i naturen i fællesskab med andre.
Find et event i kalenderen på flor.dk/events
Bliv frivillig i et lokalt fællesskab - hop ind på vores fælles platform på Discord
Følg os på Instagram, hvor du kan blive klogere på fællesskabet i FLOR og hjælpe os med at udbrede viden, inspiration og events relateret til natur og biodiversitet.
Kom og vær med i FLOR
Stærke fællesskaber bidrager til handling
Vi har startet FLOR, fordi vi ved, at stærke fællesskaber gør en stor forskel og bidrager til handling. FLOR’s mission er at skabe fællesskaber, der kan rumme både bekymringen for - og glæden ved - naturen. På den måde øger fællesskaberne i FLOR motivationen for at gøre en forskel for naturen, fordi vi støtter og hjælper hinanden, når vi møder modstand. En uoverskuelig opgave bliver mere overkommelig, når den fordeles på flere hænder.
Danmarks Naturfredningsforening arbejder for, at flere unge bliver en del af attraktive og vedkommende fællesskaber, som brænder for den grønne dagsorden. Vi vil give mere plads til, at unge selv kan definere og udfolde deres engagement og støtte op om deres handlelyst på lokale og nationale problemer knyttet til natur og biodiversitet.
Derfor understøtter vi unge i at lave aktiviteter for andre unge og giver dem plads til at eksperimentere med nye engagementsformer og typer af events.
FLOR er støttet af Tuborgfondet.